Medieklubben Kolding (tidligere Kolding Journalistklub) blev gendannet i 1985 efter flere års dvale. Oprindeligt var klubbens medlemmer journalister på de lokale dagblade. De seneste års udvikling på avis- og mediemarkedet har gjort, at medlemskredsen i dag er bredere og dækker alle grene af medieverdenen.


Desuden viste en undersøgelse i forbindelse med en kommunikationskampagne, at der var en stor interesse for at udvide klubben til at omfatte de samme faggrene, der er repræsenteret i Dansk Journalistforbund, medier & kommunikation. Undersøgelsen, der blev gennemført blandt en gruppe nuværende og potentielle medlemmer, er udarbejdet af to studerende fra Syddansk Universitet (læs mere her: http://journalisten.dk/kolding-journalistklub-skifter-navn-overleve).

Klubben har i disse år 25 medlemmer og er for ansatte journalister, kommunikationsfolk, fotografer, grafikere og freelancere m.fl. inden for medieområdet.

For at kunne blive medlem af klubben skal du desuden enten arbejde i Kolding Kommune og omegn eller have bopæl i Kolding Kommune og omegn.
 Aktiviteterne i klubben varierer fra eksklusive events til kulturelle og sociale arrangementer samt møder med højt fagligt indhold. Arrangementerne er samtidig med til at udbygge medlemmernes netværk.